Om igen

Jeg havde egentlig skrevet et langt indlæg. Om alting og ingenting. Endnu et af de indlæg, der var fyldt med mavesyre. Der var noget om min antipati overfor talentshows, herunder bl.a. Thomas Troelsens ækle page *Jeg forsøgte at give X-factor en chance. Jeg kan stadig ikke døje det*. Der var noget om, hvor panisk jeg var over at skulle starte i virksomhedspraktik og om, hvor rædselsfuldt det var at skulle købe nyt tøj. Noget der nær havde fået mig til at købe en trøstehamster der, på trods af at jeg ikke købte den og den derfor ikke eksisterer, nu lyder navnet Hamsteren Henning.

Men jeg opgav at udgive indlægget. Det var for fesent og vi trænger til noget positiv karma her på bloggen. Så i stedet skal vi nu sidde lidt i rundkreds og glæde os over at jeg efter tre dage i virksomheden er fyldt med overskud. Jeg har lidt startproblemer rent fagligt, men er sikker på at det nok skal gå. Jeg føler mig bare så godt tilpas, der hvor jeg er. På kontoret er der en flok midaldrende mænd, der tager stygt pis på hinanden - og også lidt på mig - og på den anden side af døren er der masser af mine venner, som synes det er alletiders at vi kan spise frokost sammen. Der bliver dagligt delt krammere ud, blot fordi folk er glade for at se mig.
Måske er der en mulighed for at jeg kan blive der lidt længere, når mine fire uger er gået. De har nemlig en stor tro på at jeg kan håndtere mit arbejde. En tro, jeg forsøger at tage til mig og som giver mig en fornemmelse af, at jeg måske ikke er så håbløs.
Min læge blev så glad for at høre det, da jeg var nede for at få tjekket op på mit håndled. Som i øvrigt ganske rigtigt har fået sig en senebetændelse og nu er pakket ind i en af de der irriterende støttebind med en jernstang i - og som jeg skal have på indtil nogen fikser mit håndled og jeg igen kan være en stjerne i bowling.
Da jeg alligevel var dernede fik jeg hende til at finde nogle papirer til donorregistret, der gerne vil have lidt dokumenter om bl.a. Tolosa Hunt. Lægen havde ikke helt kontrol over printeren, så hun endte med at printe hele min journal fra 1993 til 2008 ud. Den fik jeg med hjem og det skulle være enhver forundt at få lov til at læse sin journal. Lidt som en tidsrejse.
Eksempelvis kunne jeg læse at jeg begyndte at blive dårligt seende i 1993 og ved samme konsultation blev svimmelhedsanfald forklaret med at jeg havde vokset meget i den periode.
Der var historierne om dengang i 1997 da jeg fik dårlig ryg.
Der var dengang i 2000, hvor jeg havde forsinket menstruation, men ingen graviditet og hvor forklaringen lød "Har nogen mavesmerter aktuelt, men dette skyldes at hun p.t går til studentereksamen, men også at forældrene i øjeblikket ligger i skilsmisseforhandlinger" *de blev i øvrigt aldrig skilt*.
Der var to trafikuheld, klamydia, lavt blodtryk, negativ HIV-test *heldigt nok*, kyssesyge, fritagelse fra eksamen pga. halsbetændelse, toksisk eksem på hænderne og en masse andet.
Fascinerende at man kan tyde visse perioder af løssluppethed ud fra ens lægejournal.

Nå, ja og så lige en anden ting. Jeg kan forstå at de fleste er ved at være pænt trætte af vejret, hvilket man måske ikke kan bebrejde dem. Men alligevel. Det er jo vinter for pokker. Alternativet til frosten og sneen er fire-fem måneders gråvejr med regn, hvilket jeg personligt er mindre fan af.
Lige nu er det hundekoldt og chancen for at brække lemmer er enorm. Tilgengæld får vi af og til solskin, fuglepipperi, stjerneklare nætter og masser af frisk luft ned i lungerne. Så kan jeg godt leve med at trippe rundt på fortove og iføre mig selv lidt ekstra benklæder.

Og så lige til at slutte på. Dagens google synes jeg selv var ret sjov. Den er nemlig intet mindre end *trommehvirvel*:

"Dagens google".

Forslagskassen er åben for bidrag

Nå, men så fik jeg den råt for usødet fra min kontaktperson. Den, jeg godt vidste ville komme og som var totalt uundgåelig. Og som egentlig skulle være kommet for længe siden. Den, der sved, selvom jeg godt vidste den kom.

"Vi er nok nødt til at indse, at du sgu ikke får noget job."

Pokkers. Hvad skal jeg så finde på?
Lad os se en gang på mulighederne og de værktøjer, jeg har med at gøre.

Min alder? Mmmmnej! 28 år betyder jo børn, så der er ingen i denne mandeverden, der tør ansætte mig, for de er sådan set ligeglade med at jeg ikke skal have små børn de næste 30 år. Det siger min alder jo, at jeg skal have lige NU.
Man skulle være min sygeplejerskesøster. Sygehuset betalte en hundedyr videreuddannelse, så hun kunne blive sej på et helt nyt område, hvorefter hun skynder sig at gå på barsel. No hard feelings. Oh, hvilken drøm!

SU? Næh. Det har jeg nemlig brugt, ned til sidste øre. I øjeblikket har jeg frygtelig travlt med at forklare Lillebror at han skal tænke sig frygtelig godt om inden han tager en uddannelse, så han ikke ender som mig.

Min uddannelse. Well, måske et traineeophold var sagen. Nå nej, for de få steder man kan blive det i øjeblikket, forlanges både kandidatgrader og topkarakterer, studierelevant arbejde og hvad ved jeg. Der kan jeg heller ikke rigtig være med. På nogen af punkterne faktisk.
Jamen, så en kandidatgrad da. Tjoh, det har jeg spekuleret lidt over, hvilket bringer mig tilbage til punktet om SU. Jeg skal finde mig et job, der kan finansiere to års studier og som samtidig efterlader tid til at lave lektier *som om jeg nogensinde har lavet lektier*. Enter Søster: "Jamen, det er da ikke noget problem! Nu skal Journalisten jo snart tjene rigtige penge og så kan han da forsørge dig!"
Not gonna happen. I disse krisetider er det et lidt løst grundlag at tage en uddannelse på, hvis man spørger mig. Og desuden bryder jeg mig ikke rigtig om at være 100 % økonomisk afhængig af en person, der principielt kunne skride når det skulle være. Måske jeg skulle bedøve ham, så vi kunne blive gift i en fart? Narh, det er nok heller ikke den bedste idé.

En ny uddannelse så? Jo tak, men hvad? Der er ingen pointe i at tage en anden uddannelse udelukkende for at få et job. Så går der tre minutter og så keder jeg mig. Der skal helst være et gran interesse blandet ind i det. Og det er lidt et problem.
Og igen, for at få råd til at tage en anden uddannelse, skal det være som faglært. Og da jeg næppe ville egne mig som hverken tømrer eller smed er vi nok ude i en eller anden kontoruddannelse. Har faktisk tænkt lidt på lægesekretær, men er ikke helt med på den med alle de syge mennesker. Lidt ligesom da Kragen syntes, jeg skulle gå i hendes fodspor og blive folkeskolelærer. Og det kunne faktisk være blevet godt. Jeg kan godt li' at undervise og har hørt, jeg er god til det. Bare der ikke var alle de børn.
Helt almindelig kontoruddannet så? Den er ærlig talt lidt svær. Hvor langt skal man drives ud, før man stikker en tændstik til sin uddannelse?

"Men du har da dit gode helbred" kunne man sikkert høre fra et ældre medlem af befolkningen, hvis jeg ellers omgik den slags mennesker. Well, hvis man ser bort fra sagen om lyskenbetændelsen og så det faktum, at jeg også har fået en kronisk irritation i mit venstre håndled*hvilket er upraktisk, da jeg er venstrehåndet og derfor kan droppe tanken om at blive professionel bowlingstjerne*, og at min krop således er færd med betænde sig selv og sikkert ikke helmer før der går ild i mig, så jo, jeg har jo mit gode helbred. Men det får jeg sgu da ikke nogen indtægt af.
Jeg modtager derfor kreative forslag til min videre færd. Kom glad med de gode ideer! Intet er for fjollet.

Ellers må jeg nok erkende, at min eneste mulighed efterhånden er, at forsøge at fremtvinge endnu et anfald af Tolosa-Hunt syndromet og så sælge min krop til medicinsk forskning.

Der blev jeg faktisk lidt bekymret

Dagens Google lød således:

"sad på onkels skød"

A moment of peace

Jeg har spekuleret lidt over noget. *Altså udover, hvorfor der er shellak i mine vitaminpiller..Da jeg arbejde i Bilka stod shellakken nede i malerafdelingen*.
Det er ikke første gang jeg er ude for det. At når jeg synes det hele er lige ved at blive slemt, så sker der et eller andet, der giver mig et skub fremad.
Sidst jeg syntes det hele virkelig var noget bras *mere end det ellers er til hverdag* ringede min søster og sagde hun var gravid. Og selvom jeg ikke ligefrem er en børneperson lige i øjeblikket, glæder jeg mig alligevel helt vildt til den lille ny kommer - om to måneder. Det gav mig energi til at klare det hele lidt igen.
De sidste par måneder har været strenge synes jeg. Og med et nyt år, der fortsætter med arbejdsløshed, krydret med min fødselsdag i lørdags, der kun gjorde mig ældre, synes jeg det er ved at være lidt svært igen.
Men så skete det igen. Noget. En række begivenheder, der tilsammen har givet mig det der skub.

Jeg har fået en oplysning, der har givet mig et mentalt spark bagi. Det har hjulpet mig til at vågne op og lugte kaffen og få styr på et par prioriteringer - noget, der ellers burde være på plads, men hvor jeg inden for det sidste stykke tid har tabt grebet om situationen. Og tabt grebet om mig selv. Denne oplysning har hjulpet mig tilbage på rette spor.

Jeg har oplevet et lille glimt af noget, der var engang. Noget jeg inderligt håber jeg kan få til at ske igen. Noget jeg har valgt at tolke som et vink med en vognstang om, hvordan tingenes rette tilstand skal være.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, har jeg genopdaget en kilde til velbehag, som hele tiden har været der. Men jeg havde glemt den. Den har hjulpet mig gennem alle de trængsler som livet indtil videre har budt på. Men nu har jeg grebet den og i min egen lille verden lader jeg den give mig kuldegysninger, lader den gøre mig grådlabil på den gode måde og give mig en god grund til, hvorfor jeg skal tage kampen op igen.

Disse oplevelser har tilsammen givet mig overskud til rent faktisk at føle mig godt tilpas. Jeg har den der fornemmelse af glæde ved livet, som de fleste tager for givet og ikke bemærker, fordi de langt hen ad vejen er glade og lykkelige. Men når man befinder sig i en tilstand af dyb frustration og af og til synes, det var nemmere at kaste sig ud fra en høj bygning, så er denne fornemmelse nærmest som at møde en gammel, kær ven man virkelig har savnet dybt. Det skyller ind over kroppen og giver varme, og giver den der fornemmelse af, at man flyver på den lyserøde sky. Lidt ligesom at være teenageforelsket igen faktisk.

Virkeligheden og de sorte skyer vil sikkert komme tilbage igen. Men lige nu forsøger jeg at gribe fat i dette lille strå af livsglæde, og gør alt hvad jeg kan for at det ikke skal visne for mig.
For en stund har jeg fred.

Bedøv venligst min hjerne, tak.

Jeg sover elendigt for tiden. Forleden nat havde jeg et mareridt. Sådan virkelig for alvor, hvor jeg vågnede op med et sæt og med sved på panden. Med rigtig, ægte frygt og hjertebanken. Virkelig uhyggeligt. Kan ikke huske det er sket før.

Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.

Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.

Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.

Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.

Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.